Øjeblikke

December 29th, 20113:07 pm @

17


I slutningen af et år er det naturligt at se tilbage, reflektere og evaluere. Nåede jeg, det jeg ville? Vidste jeg overhovedet hvad jeg ville? Tog dagene hinanden og blev månederne brugt på at løbe rundt i det hamsterhjul, der så let bliver vores hverdag hvis vi ikke passer på de værdifulde dage, timer og øjeblikke der i virkeligheden er vores liv?

Temaet for mit arbejdsår har i rigtig høj grad været stress. Ikke min egen, men gennem de ledere og specialister, jeg i årets løb har haft i talrige stressforløb. Fartblinde mennesker, der har mistet overblikket og i alt for lang tid halset efter uden at mærke hverken sig selv eller sine omgivelser. Mennesker, for hvem arbejdet og en accelererende følelse at utilstrækkelighed har fået lov til at overtage deres hverdag og deres tanker. Deres øjeblikke. Deres liv.

Nogle gange skal vi helt ud i ekstremerne før det bliver klart for os, hvad vi vælger at bruge vores øjeblikke på. En artikel der har rørt mig rigtig meget i året der er gået er Bonnie Wares artikel Top 5 Regrets of the Dying. Ware er sygeplejerske og har i en stor del af sit arbejdsliv arbejdet på hospicer, hvor hun har taget sig af døende i deres sidste uger. I løbet af disse år har hun samlet og tematiseret de fem ting, mennesker fortryder allermest når de skal dø.

Nogle gange citerer jeg disse “regrets” til mennesker der sidder i stolen overfor mig, overbelastede, rystende, med racende hjerter, kæmpende, hudløse, søvnløse – og alligevel ikke vil acceptere at det eneste der kan få dem ud af den tilstand de er i, er den ro, den pause, det timeout, den sygemelding, jeg insisterer på. De vil tilbage, videre, det er bare lige indtil det næste projekt er overstået, bare indtil næste uge, måned. Hurtigere, hurtigere, mere af det samme.

Her er de:

1. I wish I’d had the courage to live a life true to myself, not the life others expected of me.

2. I wish I didn’t work so hard.

3. I wish I’d had the courage to express my feelings.

4. I wish I had stayed in touch with my friends.

5. I wish that I had let myself be happier.

Når man skal dø, tror jeg, bliver de prioriteter man har givet forrang i sit liv meget tydelige, og alle de ting man var bange for – at skille sig ud, at være autentisk, at tage chancer, bliver i det store perspektiv meget ubetydelige. Derimod bliver konsekvenserne af at leve sit liv som det det, økonom og blogger på Harvard Business ReviewUmair Haque, i sin tankevækkende – næsten smukke – artikel Mastering the Art of Living Meaningfully Well kalder “a faithful, loyal, unquestioning “employee” with the commoditized, routinized analytical skills to get the (yawn, shrug, eye-roll) neo-Fordist job done”  til en barsk opvågnen til et liv levet på autopilot. Og der er det allerede for sent.

Og for ikke at ende med at slutte sig til flokken af mennesker der ender med at fortryde at de arbejdede for meget, ikke var autentiske og ikke valgte at bruge det potentiale for at være lykkelig, der ligger potentielt i hvet eneste øjeblik, når livet slutter, kan man allerede ved slutningen af et år vælge at se på, hvad det var, vi brugte vores øjeblikke på. Og vælge de smukkeste ud, samle dem som perler på en snor og bruge dem som pejlemærker for, hvad vi gerne vil have mere af  i året der kommer.

Et af mine fineste øjeblikke i 2011 var detnne ordveksling med en ambitiøs og knivskarp leder – og hårdt ramt stressklient. Efter vores anden session, hvor hun modvilligt havde ladet sig sygemelde i 3 måneder, sagde hun:

Jeg så dig forresten imorges. Du cyklede ned af Falkonér Allé med store hørebøffer på, og sang i vilden sky. Og så blev jeg bare så taknemmelig for at det lige præcis er dig der skal have indflydelse på mit liv. Lige præcis sådan dér vil jeg have det, når jeg er færdig hos dig. Jeg vil også være sådan en der synger på vej til arbejde!

Når jeg tænker på dét øjeblik – og mange andre fine øjeblikke i selskab med mennesker på randen af at komme hjem til sig selv, og tage ansvar for deres liv og deres øjeblikke – bliver jeg meget taknemmelig for det arbejde der er mit. Og tænker, at der trods alt er en rød tråd, selv når det hele nogle gange føles som en lang række leverpostejsmadder. Det vil jeg have mere af i 2012. Og jeg ønsker for dig, at du får  – nej, tager – flere af de øjeblikke der virkelig tæller. I det store regnskab.

Smukt nytår!