Mit smukke (eller i hvert fald frygteligt nysgerrige) genom

January 3rd, 20113:26 pm @

5


Når jeg coacher ledere, anvender jeg ofte i én af de indledende sessioner en test, der hedder Neo Pi-R. Neo Pi-R’en er en yderst detaljereret test, der bygger på “the Big Five” indenfor personlighedsforskningen: Neuroticisme, ekstroversion, åbenhed overfor oplevelser, venlighed og samvittighedsfuldhed – delt op i 30 underfacetter som fx tillidsfuldhed, oprigtighed, positive emotioner, dominans, præstationsorientering etc.  Altså potentielt et temmelig grundigt landkort over, hvad det er for nogle adfærdsmønstre og perspektiver, den enkelte møder verden med.

Egentlig har jeg – qua min socialkonstruktionistiske psykologiske opdragelse – en sund skepsis overfor personlighedstests. Men jeg har gang på gang oplevet at en en Neo Pi-R kombineret med en udforskende og nysgerrig samtale har skabt erkendelser og aha-oplevelser for klienten.

Neo Pi-R’en er rammende. Gang på gang har jeg set, hvordan den med præcision pinpointer nogle af de temaer, en leder har med sig i rygsækken gennem hele sit karriereforløb. Og jeg har prøvet den på egen krop (hjerne?) og set hvordan den med sin kølige objektivitet tegner et omrids af min personlighed, som jeg både på godt (høj tolerance, intellektuel nysgerrighed og fantasifuldhed) og ondt (høj impulsivitet og dominans og ualmindelig lav ordentlighed) kan genkende. Jeg har også udsat min kæreste for testen på et meget tidligt tidspunkt i vores forhold (han ville selv, jeg sværger) og adskillige veninder (de ville selv, jeg sværger!).

Så spørgsmålet er for mit vedkommende ikke, om testen rammer rigtigt. For det gør den. Det mest interessante spørgsmål er – hvor mange af de personlighedstræk vi møder verden med, er skabt af livsomstændigheder som fx barndom, forældre, normerne i det miljø vi bevæger os i og andre  …tilfældigheder? Og hvor meget ligger i vores DNA, vores genetiske kode som forudbestemte vilkår, vi lige så godt kan lære at elske først som sidst? Og vigtigst af alt – hvad betyder det for vores personlighed og for videnssamfundets konstante fokus på selvoptimering og -udvikling?

Den hastigt accelererende genforskning har ikke nogle klare svar på det – endnu. Jeg har heller ikke. Men jeg er ret optaget af det. Både af forskningen, og på den nye videns konsekvenser for den måde, vi tænker om os selv og hinanden.

Så da jeg – inspireret af Lone Franks optræden Sharing Our Beautiful Genome (på baggrund af hendes sindssygt spændende bog Mit Smukke Genom) på TEDxCopenhagen – fik et gentest fra 23andme i julegave (tak, kæreste), betænkte jeg mg ikke mange sekunder på et fylde et reagensglas med spyt og sende det til Californien. Om jeg er lige så kæk om nogle uger, når e-mailen med mine resultater lander i min mailbox, vil jeg rapportere om til den tid. Men min Neo Pi-R karakteriserer mig som rimelig frygtløs…